-
Den
anden verdenskrig skabte 100 millioner flygtninge. De allerfleste er
rehabiliteret. Kun de arabiske lande og FN har bevaret og brugt
arabernes flygtningestatus som et våben mod Israel.
-
FN
opererer med to definitioner på flygtninge. Én for arabere og èn for
alle andre. FN definerer “en palæstinensisk flytning”, som en araber der
opholdt sig i Israel – Palæstina i perioden juni 1946 til maj 1948. FN
etablerede også et specielt serviceorgan, UNRWA kun for disse arabere.
-
870.000 jødiske flygtninge blev bortvist fra de arabiske lande efter
1948, men fik ingen flygtningestatus af FN.
-
330.000 arabiske flygtninge: 800.000 arabere boede i Israel-Palæstina i
1947. 170.000 var tilbage i Israel efter krigen i 1948. Af de 630.000
som flygtede, fik 100.000 lov til at vende tilbage til Israel. 100.000
blev absorberet i de arabiske lande, og 50.000 beduiner forenede sig med
stammer i Jordan og Sinai, og 50.000 fremmedarbejdere vendte tilbage til
deres arabiske hjemlande.
-
870.000 jødiske flygtninge og 330.000 arabiske flygtninge var
nettoresultatet af de arabiske landes krig mod Israel. De fleste
arabiske flygtninge var indvandrere
-
De
fleste arabiske flygtninge kom oprindelig fra Egypten, Syrien, Libanon,
Sudan, Algeriet og Libyen i tiden 1830-1947. Tusinder kom også fra
Europa, Tyrkiet og Central Asien, men tælles i dag som “arabere”. Den
arabiske befolkning i Jaffa, Haifa og Ramallah voksende med henholdsvis
17, 23 og 5 gange i tiden 1880-1947.
-
Byen Jaffa tog imod arabere fra 15 lande, som befolker nabolandsbyer som
Abu Hakir og Feja. Den otteomanske okkupation (her specielt i perioden
1831-1840) medførte tusinder af egyptiske arbejdsindvandrede kom til
bl.a. Jaffa, Hadera og Nablus, og senere kom tusinder af albanere og
bosniere til Haifa.
-
Tusinder af arabiske arbejdere blev importeret af det Otteomanske
imperium og Storbritannien til deres byggeprojekter i forbindelse med
verdenskrigene, og for at dække andre behov for arbejdskraft. Jødisk
indrejse var forbudt eller blev aktivt forhindret . 30.000-36.000
emigrerede til Israel-Palæstina i 1934 (La Syrie, 12.08.1934) Årsagen
til arabernes flygtningesituation.
-
Abu
Mazen: “Arabiske armèer tvang araberne til at forlade sine hjem” (Filastin
A. Thawra, marts 1976).
-
Kong Hussein af Jordan: “Siden 1948 har arabiske ledere ... Brugt det
palæstinensiske folk for egen politisk vindings skyld.. Jeg kunne sågar
have kaldt det kriminelt.” (1960)
-
Arabiske ledere var ansvarlige for flugten.De spredte rygter som
overdrev de jødiske grusomheder.. De plantede frygt i arabernes hjerter,
lige til de flygtede og forlod deres hjem" (avisen Al Urdoun,
Jordan 09.04.1953)
-
London Economist: “Den mest tungtvejende faktor (mht. til arabernes
flugt) var bekendtgørelsen som blev gjort af arabernes højeste ledere og
som påskyndte alle Haifas arabere til at forsvinde. Det blev klart
tilkendegivet at araberne som blev i Haifa, ville blive betragte som
desertører.” (02.10.1948) Løsningen på “flygtningeproblemet”. Arabiske
ledere og FN misbruger “flygtningene” og opretholder et kunstigt problem
for at skade Israel. FN deltager i dette “uværdige spil” ved at give en
speciel “flygtningestatus” til disse mennesker og giver “socialhjælp”
til dem, og bidrager derved til at holde dem lænket til sine “flygtningelejre”.
Kravet om “flygtningenes tilbagevenden” er et virkemiddel der bruges til
at fremtvinge en fremtidig udslettelse af staten Israel. “Flygtningene”
er i virkeligheden fanger som er frataget sine statsborgerlige
rettigheder i sine arabiske hjemlande for at blive brugt som et levende
skjold" i kampen mod Israel. “Flygtningeproblemet” kan løses ved, at
deres arabiske hjemlande lader “flygtningene” kommen hjem igen.